Historik
af
Dansk Vejlederkreds
Oversigt over henvendelser mm.
vedrørende sikkerhedsproblemer ved klatring i DGI.
Allerede i begyndelsen af 1990’erne begyndte kritikken af sikkerhedsniveauet
på
DGI’s træklatre-arrangementer og -kurser.
Kritikken drejede sig bl.a. om DGI’s manglende kontrol af og interesse
for,
hvem der kaldte sig og, hvem der fungerede som klatreinstruktører
i DGI.
I 1996 rejstes der også kritik af livstruende sikkerhedsbefalinger
i
DGI's instruktionsbog i træklatring, “Leg og liv i træerne”,
skrevet af Torbjørn Ydegaard (TY).
1994
Januar
DGI afholder seminar på Karpenhøj om kursusniveauer og kursusstruktur
i DGI’s friluftsliv.
Det slås bl.a. fast, at man skelner mellem kurser på introduktions-,
bruger- og lederniveau.
Pinsen
DGI-Nordvest afholder et træklatrearrangement i forbindelse med
pinsestævnet på Mors.
Ved arrangementet blev der anvendt brystseler til sikring af deltagerne,
og deltagerne var periodevist sikrede i reb, der ikke løb igennem
en rebbremse.
Deltagerne blev desuden periodevist "sikret" ved, at den "ansvarlige"
stod på rebet.
Daværende formand for friluftsudvalget i DGI-Nordvest, René van
der Ploeg, kritiserer dette blandt andet med henvisning til, at
det siden 1969 har været alment kendt blandt klatrere, at brystseler
ikke må bruges alene, da det indebærer stor risiko for bevidstløshed
eller død.
Der henvises desuden til, at også producenterne af klatreseler
advarer imod dette med advarsler på selerne og i de medfølgende
brugsanvisninger.
Efterår.
Renés kritik fører kort tid efter til, at han bliver afsat som
formand for friluftsudvalget af formanden for DGI-Nordvest, Aksel
Østergaard.
Denne udtaler i den forbindelse i DGI's blad, Dansk Ungdom & Idræt
(DU&I), at “Det eneste vi har lært af denne strid med René van der Ploeg
er, at vi ikke længeere ønsker, at han skal repræsentere DGI”
Nordvest på friluftsområdet” !
I stedet indsættes Frank Roed Andersen (FRA), der nu også er formand
for landsudvalget for friluftsliv.
Situationen beskrives bl.a. i en artikel i bladet samme år.
I en kommentar i samme blad giver DGI's egen natur og friluftsvejleder,
Niels Ejbye Ernst, desuden udtryk for, at han mener, at der er
for mange, der vil være “instruktører” indenfor friluftsliv uden,
at disse har en tilstrækkelig baggrund og, at han oplever, at
det skal gå alt for hurtigt indenfor friluftsliv.
Han sammenligner med andre idrætsområder indenfor DGI, og han
skriver om disse bl.a., at “...det forekommer garanteret aldrig, at en træners eneste indgang
til et område er 2-3 weekendkurser”.
Han nævner alvorlige uheld indenfor klatring de senere år, og
nævner, at “...uheld, der skyldes manglende egenerfaring, sjusk eller sløsethed,
må ikke ske.”
Christian Almer (CA) tager temaet op igen i nr. 33 af DGI’s blad,
DU&I.
Han giver René ret i, at der er grundlag for kritik af sikkerheden
på det beskrevne arrangement.
Generelt lægger han op til, at DGI bør kræve, at deres klatreinstruktører
aflægger prøve.
Han giver forskellige eksempler på behovet for prøver.
Bl.a. en person, der ved et videregående DGI-træklatrekursus end
ikke havde været i besiddelse af grundlæggende færdigheder og
som alligevel få uger senere udnævnte sig selv til “træklatreinstruktør”
og opslog et træklatrekursus i DGI-regi.
For nu var han nemlig blevet formand for friluftsudvalget -og
dermed (selvfølgelig) og klatreinstruktør!?
Han nævner også et uheld, hvor en person er faldet ned og har
brækket benet på et abseil (rapelling)-arrangement, ledet af en
“instruktør”, der var “uddannet” på et DGI-kursus i Midtjylland.
Han konkluderer med at påpege det ansvar, der påhviler DGI, når
de “uddanner” og godkender “klatreinstruktører”.
I nr. 34 af DGI’s blad, DU&I, “svarer” daværende formand for DGI’s
landsudvalg for friluftsliv, Hans-Ejner Juulsen (HEJ) i en artikel
med overskriften “Imod “kørekort” til naturen” at man ikke vil stille krav om prøver og, at man i stedet vil
“appellere og diskutere med vore kursister, således at de ikke
påtager sig opgaver, de ikke kan stå inde for.”
Han slutter “svaret” af med at ønske for fremtiden, “...at det ikke må ende som en aktivitet for de “udvalgte” med
bevis på, at de må færdes i træerne, på vandet, cykel eller hesteryg.”
I nr. 37 af bladet svarer CA, at formanden for DGI’s friluftsudvalg
har misforstået sagen og, at påstanden om, at den skulle dreje
sig om at indføre kørekort til f.eks. cykel eller ridning er hentet
ud af den blå luft og dermed snarere ligner forsøg på at afspore
en væsentlig sikkerhedsmæssig debat.
Han gør opmærksom på, at HEJ på den måde forsøger at undgå at
tage stilling til den rejste kritik og de fremførte ønsker om
en nødvendig sikkerhedsdebat.
Han præciserer for en ordens skyld, at der selvfølgelig alene
er tale om frivillige prøver og, at det derfor fortsat er muligt
for hvem som helst at gå ud og klatre på egen hånd, hvorfor indføringen
af frivilige prøver derfor aldrig kan være med til at det ender,
“...som en aktivitet for de udvalgte med bevis...”, som HEJ påstår.
I mellemtiden har Per Rasmussen fra DGI-Midtjylland i nr. 36 af
bladet reageret på oplysningerne om kursisten, der havde brækket
benet på et træklatrekursus med en person, uddannet i DGI-Midtjylland.
Han anfører, at den pægældende, der agerede som instruktør, havde
været på et klatrekursus over en weekend hos DGI-Nordvest, hvorefter
han mente, at han kunne holde kursus for en institution, hvor
uheldet skete.
Per Rasmussen mener dermed ikke, at uheldet var DGI’s ansvar.
CA reagerer kort tid efter ved i bladet at understrege, at det
netop er det forhold, “...at pædagogen opfattede sig selv som uddannet...”, som er problemet.
Det nævnes, at af årsagerne til, at han fået dette indtryk, måske
netop kunne være, at de “instruktører” han havde haft på træklatrekurset
i DGI-Midtjylland, ikke selv havde aflagt en prøve.
I goivet fald var de jo dermed direkte og indirekte med til at
vise, at klatreiinstruktør i DGI -det var bare noget man kaldte
sig, når man havde lyst til at lege klatreinstruktører med andre
menneskers liv og førlighed som indsats.
Der findes flere eksempler på lønninger til "klatreinstruktører"
i DGI på op imod 10.000.- 11.000,- kr. for en weekend.
Han slutter på den bagrund af med at understrege det skærpede
ansvar, der påhviler både DGI og de konkrete "instruktører" ved
fortsat at tillade selvautorisation af "klatreinstruktører" i
DGI.
Han anbefaler snarest at indføre en autorisationsordning for folk,
der ønsker at fungere som klatreinstruktører i DGI.
1995
Med baggrund i, at der igennem mere end et halvt år ikke har været
nogen reaktion fra DGI’s side på det alvorlige sikkerhedsproblem
skriver CA et nyt indlæg i nr. 28 af DGI’s blad, DU&I.
Denne gang tager han udgangspunkt i en ny sag, hvor en lærerpraktikant
på Femmøller Efterskole bl.a. havde udgivet sig for at være klatreinstruktør
i DGI, da han holdt klatrekursus for skolens elever.
Dermed stod det klart, at instruktørbegrebet ikke bare blev misbrugt
internt i DGI, men også, at det blev brugt til at legitimere klatreaktiviteter
uden for DGI.
I forbindelse med indlægget bliver det lovet, at “DGI’s friluftsudvalg svarer på kritikken i det førstkommende
nummer af DU&I.” !
10 numre senere er der fortsat ikke kommet noget svar eller nogle
bemærkninger overhovedet.
I nummer 37 af DGI’s blad, DU&I rykker formand for Horsens Klatreklub,
Steen Häggquist, for svar under overskriften: “Svaret blæser i vinden”.
Han hæfter sig ved og undrer sig over, at der fortsat ikke er
kommet noget svar eller nogen reaktion på de kritisable sikkerhedsmæssige
forhold, som det blev lovet i nummer 28 af bladet.
Han skriver bl.a., at han finder de rejste spørgsmål “...særdeles relevante.”
Han skriver desuden, at “På nuværende tidspunkt må det være rimeligt, at DGI melder klart
ud, hvad man kræver af DGI-instruktører”.
Han bemærker videre, at han finder, at det er “...lidt ærgeligt, at “en udefra” skal være den, der påpeger disse
forhold.”
Og endvidere, at “...vi er mange i DGI, der gerne vil høre svaret på Chr. Almer’s
måske alt for påtrængende spørgsmål.”
Hen lægger op til, at DGI bør opstille “prøvebetingelser” og endvidere,
at “...KAL-kravene kunne i den forbindelse være en udmærket rettesnor.” (KAL© = Klatre-Aktivitets-Leder©)
1996
I DU&I nr. 4 1996 kan man læse et referat af det første aktivitetsmøde
i natur- og friluftsudvalget, der bl.a. handlede om krav til klatreinstruktører.
Det anføres, at flere af amtsrepræsentanterne synes, at “det var en god ide med nogle helt grundlæggende, faste og skriftlige
krav til en instruktør. Det kunne være med til at fjerne usikkerheden
i amts- og lokalforeningerne.”
Stadig ingen svar på den rejste kritik og stadig ingen meddelelser
om, at man vil ændre praksis mht. DGI’s tilsyneladende accepterede
og udbredte brug af selvudnævnte klatreinstruktører.
LEG OG LIV
I nummer 5, 1996, af DGI’s “instruktør”-blad, Krumspring, kan
man så læse, at DGI nu udgiver et hæfte, “Leg og liv i træerne”,
der redegør for sikringsteknikker ved klatring i træer.
Leg og liv i træerne kan iflg det opgivne bestilles hos DGI.
Dansk Vejlederkreds (DV) bestiller og gennemlæser manualen, “Leg og liv i træerne”,
der er skrevet af TY (TY).
Det konstateres hurtigt, at manualen indeholder en lang række
(mere end 30) graverende og sikkerhedstruende fejl i relation
til gældende sikringsmetoder indenfor klatring.
De fleste af disse punkter indeholder (farlige) anvisninger, der
hver for sig kan føre til alvorlige ulykker, og dermed anvisninger,
der kan være ødelæggende for både liv og førlighed.
Flere af de centrale sikringsteknikker, der beskrives i hæftet
og de tilhørende illustrationer, er direkte livstruende.
Som en skærpende omstændighed henvender hæftet sig til ledere
og instruktører m.fl., der ønsker at bruge træklatring som “...et pædagogisk redskab!”
Dermed har DGI reelt lagt retningslinjerne for, hvilken standard,
man ønsker af sine “klatreinstruktører”!
På den måde bliver de foregående års kritik af sikkerhedsstandarden
hos klatreinstruktører i DGI samtidigt mere forståelig, omend
den ikke bliver lettere at legitimere.
- På baggrund af den tidligere rejste kritik af sikkerhedsproblemerne
med inkompetente selvudnævnte klatreinstruktører på klatrekurser,
afholdt og betalt af DGI,
- på baggrund af de lovede, men udeblevne svar på, hvad man ville
gøre ved disse problemer, og ikke mindst
- på baggrund af det netop udgivne instruktionshæfte i klatring,
indeholdende en lang række livsfarlige sikringsteknikker til brug
for “klatre-instruktører” og “-ledere”, retter DV henvendelse
til DGI’s udvalg for natur og friluftsliv v. HEJ.
Henvendelsen indeholder bl.a. et tilbud om, at en repræsentant
fra DV rejser over for at mødes med DGI's udvalg for natur og
friluftsliv for der at gennemgå de konkrete sikkerhedsmæssige
problemer, som er indeholdt i hæftet, Leg og liv i træerne.
Tilbuddet afvises af HEJ!
DV beslutter derfor at gå videre med sagen.
I DU&I nr. 20 bringes på den baggrund en artikel af CA, der hedder
“DGI uansvarlig i friluftsliv”.
I artiklen efterlyser CA de lovede svar på, hvad DGI vil gøre
ved sikkerhedsproblemerne forbundet med de nævnte uheld og med,
at DGI accepterer selvudnævnte klatreinstruktører.
I forlængelse af den allerede (tidligere) fremlagte dokumentation
for problemerne med uansvarlige, farlige og selvudnævnte “klatreinstruktører”
fra DGI, fremlægger CA desuden yderligere dokumentation fra DGI’s
eget instruktørblad, Krumspring.
I det fremlagte eksempel har en “klatreinstruktør” fra DGI-Nordvest
holdt klatrekursus for en lærer, der gerne ville bruge det i sit
valgfag, friluftsliv, på Oddense skole, hvorved det bliver klart
(og endnu tydeligere), at DGI reelt "uddanner" "klatreinstruktører"
også til at "fungere" uden for DGI.
Vel at mærke på det livsfarlige grundlag, som er beskrevet i manualen,
Leg og liv i træerne
CA kritiserer desuden DGI’s udgivelse af TYs manual i træklatring
med baggrund i, at denne indeholder en række livsfarlige sikringsteknikker.
CA anfører bl.a., at DGI bevæger sig på kanten af en anmeldelse
for overtrædelse af straffelovens §252.
I samme nummer bringes også et “svar” fra formanden for udvalget
for natur og friluftsliv, HEJ, der bærer overskriften “Rønnebærene er sure...”.
Heri slår han endnu en gang fast, at han ikke vil være med til
at indføre prøver.
Om DGI’s og TY’s instruktionshæfte om sikringsteknikker ved træklatring
svarer HEJ, at han har “...det helt fint, idet materialet for DGI indeholder nogle gode
anvisninger som er debatteret mellem Bo Fisker, Lis Reinholdt
og Torbjørn Ydegaard.”
Endelig bringes i samme nummer en redaktionel artikel under overskriften
“DGI anklages for at sætte liv på spil, skrevet af Henrik Stanek.”
I artiklen beskrives bl.a. CA’s kritik af, at DGI anvender selvudnævnte
klatreinstruktører og af, at DGI ikke har villet svaret på de
rejste spørgsmål desangående.
Rimeligheden af prøver for DGI-klatreinstruktører diskuteres,
og KAL©-beviset i træklatring med tilhørende normer nævnes som et eksempel
på en rimelig standard.
CA understreger samtidigt, at “Jeg forlanger ikke, at DGI skal anvende KAL©-prøven, men så må organisationen udarbejde sine egne mindstekrav,
så deltagerne i klatrekurserne har en garanti for, at de er i
sikre hænder.”
Formanden for udvalget for natur- og friluftsliv, HEJ, gentager,
hvad han sagde 2 år tidligere, nemlig, at han ikke mener, at det
er nødvendigt med “kørekort”.
Derudover behandler artiklen den rejste kritik af det nye instruktionshæfte
i træklatring, “Leg og liv i træerne”, skrevet af TY.
Det refereres bl.a. i artiklen, at CA kritiserer hæftet for at
indeholde anvisninger, der vil medføre faldfaktor 2 i tilfælde
af et styrt. -Noget som ligger over eller på grænsen af, hvad
klatreudstyret kan holde til !
Han anfører, at det er ansvarspådragende for DGI, at de udgiver
hæftet, og han opfordrer til at lade eksterne fagkonsulenter vurdere
sikkerheden i hæftet.
HEJ lover i artiklen at tage den opfordring op på det næste møde
i udvalget for natur- og friluftsliv.
MEN. Han “...vil ikke love, at DGI henter vurderingerne udefra.”
HEJ understreger samtidigt, at han “...har fuld tillid til TY.”
Endvidere oplyses det, at “TY, der har en 2-årig uddannelse som vejleder i friluftsliv fra
Norges Høgfjellsskole i Hemsedal, ønsker ikke at kommentere Christian
Almers voldsomme beskyldninger.”
I DU&I nummer 22 svarer CA i en artikel med navnet: "Bleg og død i træerne".
Han hævder, at mange af “sikkerhedanvisningerne” i manualen er
livsfarlige.
Han fremlægger bl.a. dokumentation gennem nærmest identiske tegninger
fra hhv. DGI’s manual og fra rebproducenten, Beal’s brugsanvisning.
Dog er tegningen fra Beal indrammet med dødningehovede!
I DGI’s manual anbefales det at bruge den tegnede situation.
DGI opfordres til at forklare, hvorfor de sælger en manual, som
tilsyneladende indeholder livsfarlige anbefalinger, og det understreges,
at det fremlagte eksempel kun er et af mange.
DGI opfordres ligeledes til øjeblikkeligt at standse salget af
manualen.
Samme blad indeholder desuden et indlæg af vejleder i natur- og
friluftsliv, Hanne Lauritsen.
Hun skriver, at hun er “foruroliget” over, at DGI uden videre
har valgt at udgive vejledningen.
Som hun skriver, så er det “...nemlig ikke helt ufarlige ting Torbjørn (TY) råder os til
at gøre, når vi klatrer i træer, specielt, når vi skal have mange
op i toppen af træerne på en gang, som han skriver.”
Hun uddyber ved at skrive, at vejledningen indeholder anvisninger,
som udstyret simpelt hen ikke er konstrueret til at kunne holde
til, og hun anbefaler DGI at lade eksterne klatrere med et dybt
kendskab til tekniske data vedrørende klatreudstyr vurdere hæftet.
I DU&I nummer 25 “svarer” formanden for friluftsudvalget, HEJ,
at han har svært ved at se, “hvis der er noget nyt i Christian Almers indlæg i DU&I nr. 22.
Der er i hvert fald ikke så meget nyt, at det han skriver ikke
er debatteret i vort seneste udvalgsmøde 19. august.”
Han fortsætter: “Beslutningen er, at de bestillinger der indgår hos DGI noteres,
og efter en grundigere gennemgang og måske en forbedring af vejledningshæftet,
vil udvalget tage stilling på vort næste møde 9. okt. Efter dette
møde vil DGI’s udvalg for natur og friluftsliv orientere ad de
sædvanlige kanaler.”
Han fortsætter med at forsøge at dessavuere Hanne Lauritsens indlæg
ved at påstå, at hun er ansat på Klatre-Centeret.
I DU&I nr. 29 tilbageviser CA dette som værende løgn.
Han sætter påstanden i relief ved at gøre opmærksom på, at Hanne
Lauritsen har arbejdet for DGI og, at argumentet med større ret
derfor kunne vendes om, således, at DGI netop burde tage hendes
advarsel alvorligt, fordi hun jo var ansat af DGI.
Han opfordrer endvidere DGI til at tage sikkerhedsproblemerne
ved klatring i DGI alvorligt ved bl.a. at lade eksterne eksperter
vurdere hæftet og ved at kræve beståede prøver af deres (selvudnævnte)
klatreinstruktører.
I slutningen af året konstateres det, at DGI fortsat sælger hæftet.
Alle de alvorlige sikkerhedsproblemer fremstår helt uændrede!
1997
DGI stiller fortsat ingen krav til sine klatreinstruktører.
TY’s livsfarlige “manual” i træklatring sælges fortsat gennem
DGI.
1998
DGI stiller fortsat ingen krav til sine klatreinstruktører.
TY’s livsfarlige “manual” i træklatring sælges fortsat gennem
DGI.
1999
DGI stiller fortsat ingen krav til sine klatreinstruktører.
TYs livsfarlige “manual” i træklatring sælges fortsat gennem DGI.
2000
DGI stiller fortsat ingen krav til sine klatreinstruktører.
TY’s livsfarlige “manual” i træklatring sælges fortsat gennem
DGI.
Mod slutningen af året offentliggør DV sammen med studerende på
Friluftsuniversitetets 1-årige studie i natur- og friluftsliv,
Jesper Jørgensen, en hjemmeside med en grundig gennemgang af 2
af de mange sikkerhedsproblemer i TY’s hæfte, Leg og Liv i træerne,
udgivet af Amtscentralen for undervisning i Søndejyllands Amt
(ACU) som pensum for de “kørekortskurser” i træklatring (for lærere
og pædagoger), som TY afholder i regi af ACU.
Denne offentliggørelse fører til, at ACU’s leder beslutter at
trække manualen tilbage og desuden til, at de skriver brev til
samtlige tidligere kursister, hvori de både advarer imod det,
som blev gennemgået på de såkaldte kørekortskurser i klatring
og imod manualen, Leg og liv i træerne.
Se mere om denne sag her.
28. november.
DV kontakter nuværende formand for DGI’s friluftsudvalg, Frank
Roed Andersen (FRA), for at bede ham om at se på ovennævnte webside.
Han bliver bedt om at revurdere det forsvarlige i, at DGI fortsat
sælger manualen, Leg og liv i træerne.
3. december.
FRA svarer i en e-mail, at han har kontrolleret, om der findes
et restoplag af hæftet, og han meddeler, at det gør der ikke!.
Dette er imidlertid forkert!
DV havde få dage forinden ringet til DGI og bestilt et ekesmplar
af manualen, “Leg og liv i træerne”.
Denne ankom med faktura samme dag, som formanden for DGI’s friluftsudvalg
i en e-mail påstod, at der ikke var noget restoplag og derfor
heller ikke var noget problem!
FRA nævner desuden, at de vil diskutere sagen på et møde den 14.
december, men han påstår samtidigt, at hjemmesiden ikke indeholder “...en dokumenteret redegørelse fra en saglig myndighed...”
Ydermere hævder han, at TY for ca. 1 år siden skulle have skrevet
en artikel, hvori han skulle have rettet “forespørgsler” “om de
evt. sikkerhedsrisici”, og han skriver, at “...der er ikke kommet afklarende tilbagemeldinger på hans forespørgsler.”
Han lægger dermed op til, at TY i DGI’s blad skulle have forsøgt
at spørge medlemmerne, om de fandt, at der var sikkerhedsproblemer
med manualen, “Leg og liv i træerne”!
DV er ikke bekendt med denne artikel.
DV skriver derfor samme dag tilbage til FRA og beder ham om at
sende en kopi af den af ham omtalte artikel af TY.
Desuden gentager DV, at det er et problem, at manualen fortsat
sælges gennem DGI på trods af FRA’s påstand om det modsatte.
DV gør opmærksom på dette åbenlyse kommunikationsproblem og beder
endnu en gang FRA om at sikre, at manualen ikke længere sælges.
Derudover gør DV opmærksom på, at man finder det uforståeligt,
at FRA ikke mener, at der skulle foreligge “...en dokumenteret redegørelse fra en saglig myndighed.”
DV henviser til både Petzl og Ørsted-laboratotiet/Niels Bohr-instituttet..
Disse spørgsmål stilles for en ordens skyld også telefonisk til
FRA samme dag.
FRA forklarede i den forbindelse, at han ikke mente, at hverken
dokumentationen fra Petzl eller fra Niels Bohr-instituttet indeholdt
noget afgørende!
Citaterne herfra om, at TY’s beregninger lignede det rene nonsens,
gjorde tilsyneladende heller ikke indtryk.
Han medgav dog, at han ikke havde haft så meget tid til at se
på siden.
DV foreslog ham øjeblikkeligt at standse salget af træklatremanualen,
men det nægtede han og henviste til et møde den 14. december.
15. december.
FRA meddeler pr. e-mail, at man erkender, at der er sikkerhedsproblemer
og, at det er besluttet at standse for salget indtil videre.
Endvidere meddelte han, at man ville informere medlemmerne gennem
amtsrepræsentanterne, hvorefter han gik ud fra, at “...alle vore klatrefolk...” ville blive informeret.
DV spørger i e-mail, hvad man vil gøre ved problemet med alle
de folk, som måske ikke er i jævnlig kontakt med amtsrepræsentanterne
i friluftsudvalget og ikke mindst med de, som har købt hæftet
direkte på DGI’s kontor uden at være tilknyttet DGI’s friluftsudvalg
(både DGI-medlemmer og alle andre har jo haft adgang til at købe
hæftet i DGI).
Hvordan skal de blive informerede om, at manualen er livsfarlig?
I en telefonsamtale et par dage senere rykker DV FRA for svar
og får i den forbindelse oplyst, at amtsrepræsentanterne skal
mødes igen i januar, hvor man vil tage spørgsmålet op (igen).
DV opfordrer endnu en gang til snarest at indrykke en advarsel
i DGI’s blade og til at indføre egentlige prøver for de klatreinstruktører,
som man eventuelt måtte ønske at have.
DV rykker også for den omtalte artikel af TY, men FRA svarer,
at den har han ikke !?
2001
DGI erkender altså , at der er sikkerhedsproblemer i manualen.
DGI lader på trods heraf ikke til at ville tage sit ansvar alvorligt
og drage konsekvensen af ovennævnte erkendelse bl.a. gennem øjeblikkelig
offentliggørelse af en advarsel til de mange mennesker, både i
og udenfor DGI, som gennem mere end 4 år i god tro har købt DGI's
"instruktionshæfte" i træklatring og sandsynligvis også anvendt
de deri værende "sikkerhedsanbefalinger".
DV beslutter på den baggrund at offentliggøre sagen for derigennem
at forsøge at fremtvinge en ansvarlig reaktion, der kan medvirke
til at afværge flere unødige ulykker med børn og unge, der risikerer
både liv og førlighed på kurser afholdt af folk, "uddannet" af
DGI, bl.a. på grundlag af de "sikkerhedsanvisninger", som fremgår
af DGI's og TY's hæfte, Leg og liv i træerne.
2. januar.
DV kontakter generalsekretæren for DGI, Henning Brix (HB), og
sætter ham ind i nogle af sikkerhedsproblemerne.
Der henvises til nærværende side, og han opfordres til at sikre,
at salget af manualen standes øjeblikeligt og, at tidligere købere
advares, bl.a. i DGI's blade.
Han opfordres desuden til at sikre, at folk, der vil optræde som
"klatreinstruktører" i DGI afkræves dokumentation for deres faglige
niveau.
HB siger, at han har svært ved at tro på, at der skulle være et
sikkerhedsproblem.
DV opfordrer ham igen til at se på nærværende webside, men umiddelbart
lader det ikke til have HB's interesse.
Til sidst meddeler han, at han må have en skriftlig henvendelse,
hvis han skal se på sagen, og det aftales, at meddelelsen sendes
pr. fax.
Fax'en med henvisning til nærværende side afsendes samme dag.
15. januar.
Da DV fortsat intet har hørt fra DGI og/eller generalsekretær,
HB, ringer DV op igen.
HB kan ikke umiddelbart huske sagen og opfordrer til skriftlig
henvendelse !!???
DV forklarer tålmodigt, at det har DV på opfordring fra HB selv
allerede gjort en gang og DV spørger, om HB ikke har set brevet?
- HB svarer, “Nåh ja...” og fortsætter med at forklare, at spørgsmålet
er givet videre til formanden for udvalget for natur og friluftsliv,
FRA.
DV spørger, om HB ikke selv har set på sagen eller evt. været
inde og se på websiden?
- HB svarer: -Nej.
HB henviser igen til FRA.
DV forklarer, at man skam har talt med FRA, der afviser at bringe
en tilbagetrækning af den farlige træklatremanual i DGI’s blade.
- HB henviser igen til FRA.
DV spørger, om HB som generalsekretær ikke kunne og burde gå ind
og tage et overordnet ansvar i en sag om sikkerhed som denne.
- HB henviser igen til FRA.
DV spørger, om HB som generalsekretær ikke i det mindste selv
burde se på sagen selv, før han accepterede udvalgets manglende
vilje til snarest at reagere med en officiel tilbagetrækning i
DGI’s blad.
- HB henviser igen til FRA.
DV uddyber alvorligheden i sagen ved at henvise til en igangværende
retssag, hvor den ansvarlige og anklagede underviser og kursusafholder
forsøger at legitimere sin uskyldighed med direkte henvisning
til DGI’s manual, Leg og liv i træerne, som også er bilagt sagen
i sin helhed!
- HB henviser igen til FRA.
DV opgiver videre samtale.
20.-21. januar.
Amtsrepræsentanterne for DGI’s amtslige naturudvalg holder møde.
På mødet diskuteres bl.a. spørgsmålet om, hvad man skal gøre ved
den farlige træklatremanual.
21. januar.
DV ringer til formanden for DGI’s naturudvalg, FRA, for at høre,
hvad DGI’s naturudvalg og de amtslige repæsentanter for de lokale
naturudvalg har besluttet sig til.
FRA forklarer, at man på mødet, hvor også Torbjørn Ydegaard var
til stede, har besluttet, at man vil sende et brev med oplysninger
om problemerne til alle tidligere købere af manualen.
Derudover forklarede han, at der i det næste nummer af DGI’s blad
ville være et referat af weekendens møde, hvoraf problematikken
også ville fremgå.
FRA lovede at sende en kopi af artklen med referatet til DV.
DV forklarer endvidere, at vigtigheden af at agere nu er blevet
yderligere understreget, idet der, som ovenfor beskrevet, nu også
er et træklatreuheld med varig legemsbeskadigelse, hvor den sigtede
i retssagen direkte bilægger og henviser til DGI’s manual som
legitimation for det, han har gjort!!
26. januar.
DV modtager et eksemplar af brevet med DGI’s advarsel, som skulle
være sendt til samtlige købere af manualen.
Ordlyden er:
“Til købere/brugere af klatrehæftet:
Leg og liv i træerne.
Jebjerg, den 21.jan 2001
DGI’s naturudvalg har i de sidste 4-5 år solgt et hæfte om træklatring
skrevet af Thorbjørn Ydegaard. I hæftet omtales klatring efter
slyngemetoden.
Naturudvalget er blevet opmærksom på, at der ved brug af metoden
kan opstå forhold, hvor faldfaktoren overstiger det grejet kan
tåle.
Naturudvalget har ikke kendskab til, at der har været ulykker
i de år hæftet har været anvendt.
Udvalget har valgt at stoppe salget, og vi nabefaler, at klatrinstruktører
stopper brugen af metoden eller selv er opmærksom på ovennævnte
sikkerhedsrisiko.
Venlig hilsen
DGI’s Naturudvalg
Frank Andersen”
Dansk Vejlederkreds finder, at brevet indeholder flere forkerte
oplysninger og desuden, at det kan være farligt i og med, at det
forleder læseren til at tro, at de øvrige metoder i hæftet fortsat
er forsvarlige.
Som det fremgår af disse sider, inedholder hæftet imidlertid ikke
blot én men derimod en række særdeles farlige sikkerhedsanbefalinger,
som forfatteren oven i købet selv har erkendt.
DV har i dokumentationen på disse sider primært valgt at fremdrage
2 af disse, nemlig det såkaldte “gelænderreb” og “slyngemetoden”.
Ved ikke at advare mod hele hælftet som sådan og ved oven i købet
kun at advare imod én metode, nemlig “slyngemetoden”, godkender
man dermed reelt også de øvrige metoder i hæftet, herunder også
“gelændereb”, der, som det fremgår, indeholder langt de alvorligste
sikkerhedsproblemer, nemlig ikke blot faldfaktorer på 2 (som ved slyngemetoden), men derimod faldfaktorer på helt
op til 4 og 5, hvilket ligger endog meget langt over, hvad udstyret
kan holde til.
Dertil kommer, at påstanden om, at Naturudvalget ikke “...har
kendskab til, at der har været ulykker i de år hæftet har været
anvendt.” er både forkert og vildledende.
Dels har der været der været adskillige uheld i en række sammenhænge,
dels har flere af disse været beskrevet i debatten, både i DGI’s
egne blade og på disse sider. Endelig har FRA selv fået besked
om et sådant, hvor den sigtede i sagen oven i købet bruger DGI-manualen
som direkte reference og legitimation for det, han har gjort.
(Se ovenfor).
DV anser på den baggrund DGI’s undladelse af at advare imod de
dokumenteret virkeligt farlige metoder og DGI’s forsøg på at berolige
for både uheldige og uansvarlige.
26. januar.
DV kontakter formanden for natur-udvalget under DGI, FRA for at
høre, om brevet skyldes en misforståelse.
FRA forklarer, at han ikke kan skelne imellem “slyngemetoden” og “gelændereb”.
DV gør gældende, at de 2 metoder ellers er skarpt adskilt, både
i DGI’s egen manual og i den fremsatte kritiik på disse sider og, at læseren af FRA’s brev derfor nødvendigvis må tro, at når
der kun advares imod slyngemetoden, så er de øvrige metoder, herunder
gelænderebet i orden.
FRA siger, at han ikke kan se nogen forskel, da der bruges slynger
i begge tilfælde!
DV gør opmærksom på, at gelænderrebsmetoden medfører risiko for
styrt med mere end dobbelt så høj faldfaktor som slyngemetoden,
som DGI eller advarer imod nu.
FRA giver udtryk, at det er han ligeglad med! For ham er der ingen
forskel.
DV svarer, at det lader forfatteren TY ellers til at mene, ligesom
læseren nødvendigvis må tro, at der er tale om forskellige metoder
i og med, at de står under forskellige overskrifter, under forskellige
punkter på forskellige steder i hæftet.
FRA gør det klart, at han ikke ser noget problem og, at han med
udsendelsen af brevet anser sagen for færdigbehandlet og problemet
for løst.
DV opgiver videre forsøg på dialog med FRA om spørgsmålet.
IDGI’s manual fremgår det under afsnit 3, pkt. 3.1. på side 4,
hvordan med klatrer med slyyngemetoden. Forklaringen er ledsaget af en tegning.
I DGI’s manual fremgår det under afsnit 6, pkt. 6.1 på side 6, hvordan
man klatrer med “Gelænderreb”.
Det er tydeligt, at der er tale om 2 meget forskellige metoder.
Forskellene på de 2 metoder og ikke mindst på konsekvenserne for
faldfaktoren og dermed på risikoen er desuden grundigt forklaret
på nærværende side.
DV konkluderer, at DGI, ved kun at advare imod den ene metode (slyngemetoden),
dermed legitimerer den anden (og langt farligere).
For DV ser det ud til, at DGI fortsat ikke forstår eller anerkender
sikkerhedsproblemerne omkring brugen af “gelænderreb”, og DV må
desværre konstatere, at DGI i hvert fald ikke tager sit ansvar
alvorligt.!!!
DV må konstatere, at DGI med sin “advarsel” nærmest har forværret
problemerne i og med, at DGI nu indirekte legitimerer en række
livsfarlige sikringsmetoder ved træklatring på trods af, at forfatteren
selv har erkendt farligheden af disse metoder.
Ydermere må DV konstatere, at DGI stadig ikke har levet op til
sit ansvar for at informere brugere af hæftet, som ikke er medlemmer
af DGI.
DV finder, at DGI fortsat (og måske særligt med baggrund i ovennævnte)
skylder at advare alle brugere af hæftet (også ikke-medlemmer)
gennem notiser herom i relevante frilufts- og fagblade (f.eks.
for pædagoger, som i stort omfang har brugt og bruger manualen
som reference).
26. januar.
DV kontakter forfatteren TY, der hurtigt giver DV ret i, at der
skam er forskel på de 2 metoder og, at han godt kan se det uheldige
i kun at advare tidligere købere/brugere af hæftet imod den ene.
TY forklarer, at han ikke har haft indflydelse på formuleringen
og henviser til FRA.
DV forklarer, at man skam har kontaktet FRA men, at han ikke kunne
se noget problem og desuden, at han ikke ville foretage sig yderligere.
TY lover på den baggrund at tage kontakt med FRA og gøre opmærksom
på, at han også anser de 2 metoder for at være forskellige og,
at han kan se det problematiske i kun at advare imod den ene.
Tilsvarende vil han tage sprøgsmålet om, hvad man eventuelt kan
gøre ved problemet op med FRA.
12. februar.
DV konstaterer, at referatet fra mødet blanddt DGI’s repræsentanter
for naturudvalgene, den?20.-21. januar 2001 på Karpenhøj, hvor
det iflg. FRA blev besluttet, at hæftet, Leg og liv i træerne,
skulle trækkes tilbage, fortsat ikke er offentliggjort i DGI’s
blade.
FRA havde, som det bl.a. fremgår af denne side, forklaret, at
dette referat ville blive bragt allerede weekenden efter i DGI’s
blad.
DV ringer på den baggrund igen til FRA for at høre både, hvad
der bliver af dette referat og for at høre, om FRA har ændret
opfattelse mht. om hans brev til tidligere købere i realiteten
blot gør tingene værre (se tidligere).
FRA forklarer, at han skam har fået en meddelelse fra TY (se ovenfor)
i anledning af formuleringen af hans brev til tidligere købere.
MEN. Han agter ikke at foretage sige yderligere i den anledning.
Mht. referatet forklarer FRA; at det tilsyneladende er blevet
besluttet at udelade beslutningen fra referatet, hvorfor DGI heller
ikke offentliggør problemet i sine blade overhovedet. Han forklarer
desuden, at han mener, at referatet på et eller andet tidspunkt
vil komme til at fremgå af DGI’s hjemmeside. Der er dog nogen
usikkerhed om dette, og der refereres i tågede vendinger til en
“indsendelse” af referatet.
FRA forklarer, at han mener, at han og DGI har gjort rigeligt
og, at han ikke har tænkt sig at gøre mere i sagen.
DV spørger for en ordens skyld til, om FRA dermed mener, at der
ikke er nogen grund til at gøre noget for, at oplysningen og advarslen
om det farlige hæfte, som DGI i 5 år har solgt og dermed anbefalet,
bliver bragt i DGI’s blade.
FRA svarer Nej. Han mener, at de har gjort nok.
DV aflsutter med at konstatere, at DV er stærkt uenige heri.
19. april.
I DGI's blad, DU&I nr. 12 2001 skriver Kasper Lindberg en redaktionel
artikel, hvori han gør opmærksom på, at DGI har trukket instruktionshæftet,
Leg og liv i træerne, tilbage.
I den forbindelse skriver han bl.a: “Først i november 2000 blev
man ifølge formanden for DGI’s naturudvalg, Frank Roed Andersen,
opmærksom på, at hæftets sikkerhedsmetoder kunne føre til yderst
farlige situationer...”
Denne mærkværdige påstand, der er i åbenlys strid med kendsgerninger,
som det med al ønskelig tyelighed fremgår af ovenstående, får
bestyrelsen for DV til at reagere .
2. maj 2001.
DV indsender svarindlæg til redaktionen for bladet:
Heri undrer man sig bl.a. over FRA’s påstand om, at DGI først
skulle være blevet opmærksom på sikkerhedsproblemerne i hæftet
om sikkerhed ved træklatring i november 2000.
DV henviser bl.a. til den lange række tidligere henvendelser og
ikke mindst de mange tidligere indlæg i DGI’s blade om problemerne
og giver udtryk for, at man håber, at FRA er fejlciteret. (Se
ovenfor).
Derudover fremhæver DV, at man fortsat finder, at DGI optræder
uansvarligt, når de fortsat lader hvem som helst udnævne sig til
og fungere som klatreinstruktør i DGI.
DV konkluderer bl.a., at DGI’s folkelige kultur har vist sig uegnet
til på forsvarlig vis at kunne indeholde farlige områder som f.eks.
klatring.
DV sammenligner bl.a. med dykning og faldskærsudspring, og spørger,
hvorfor DGI ikke udgiver manualer og afholder kurser indenfor
disse områder?
Man går ud fra, at svaret ville være, at det ville for farligt
og kræve uddannelse og erfaring og går videre til at konkludere,
at DGI i så fald skylder svar på, hvorfor DGI ikke tror, at det
skulle være farligt eller kræve uddannelse og erfaring at afholde
træklatrekurser....?
Redaktionen finder indlægget for langt og returnerer i stedet
et forkortet forslag, som DV med få ændringer godtager.
Dette indlæg bringes i DU&I #16 2001.
Samtidigt lægges det oprindelige indlæg ud i sin fulde længde
på DGI’s hjemmeside: www.dgi.dk
Det oprindelige indlæg kan også ses på disse sider.
FRA er i forbindelse med artiklen blevet spurgt af redationen,
om han vil kommentere kritikken, men det har han ikke ønsket,
og dette gøres der opmærksom på i slutningen af artiklen !.........
Atiklen fra DU&I #16 kan læses nedenfor:
DGI optræder himmelråbende farligt og uansvarligt, når det gælder
klatring, mener Dansk Vejlederkreds
Af Rene van der Ploeg, Christian Almer og Karl Spur
I Ungdom & Idræt nr. 12 redegøres der for, hvordan DGI efter 5
års massiv kritik af sikkerheden nu har stoppet salget af instruktionshæftet
i sikringsteknikker ved træklatring, "Leg og liv i træerne", skrevet
af Torbjørn Ydegaard, og solgt af DGI i 360 eksemplarer.
I den forbindelse hævder formanden for naturudvalget, Frank Roed
Andersen, at det først var i november 2000, at man blev opmærksom
på, at "hæftets sikkerhedsmetoder kunne føre til yderst farlige
situationer..."
Dansk Vejlederkreds (DV) henvendte sig imidlertid allerede i foråret
1996 til DGI's naturudvalg ved formand Hans Ejner Juulsen for
at gøre opmærksom på de mange alvorlige sikkerhedsproblemer i
hæftet.
DV tilbød oven i købet at rejse over for at gennemgå sikkerhedsproblemerne
i hæftet for naturudvalget.
Naturudvalget afslog.
Man gjorde det også klart, at man, efter at have rådført sig med
Lis Reinholdt, Bo Fisker og forfatteren, ikke så nogen grund til
at stoppe eller revidere hæftet!
Siden da har en række advarsler imod hæftet og imod DGI's praksis
med selvudnævnte klatreinstruktører været offentliggjort i DGI's
blade.
På den baggrund må man derfor håbe, at Frank Roed Andersen er
fejlciteret, når han hævder, at det først var i november 2000,
at man blev opmærksom på sikkerhedsproblemerne ved hæftet!
I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Frank Roed Andersen tidligere har draget personlig fordel af at
ignorere kritik af sikkerheden på DGI's træklatrekurser.
Da daværende formand for naturudvalget i DGI-Nordvest, René van
der Ploeg, i 1994 kritiserede, at man på et DGI-træklatrekursus
sikrede ved at træde på rebet og desuden, at man anvendte brystseler,
hvilket kan være livsfarligt, blev han af den grund afsat.
Hans post blev overtaget af... Frank Roed Andersen.
DGI ved bedre end fagfolk
Oven i den manipulerende og falske påstand fra formanden for DGI's
såkaldte naturudvalg, så gøre han sig også klog på sikkerhed ved
klatring, idet han om sikringsmetoderne i hæftet, "Leg og liv
i træerne" hævder, at "I praksis er der ikke sket noget. Vi har
ingen rapporter om nogen, der er faldet."
Det er sikkert rigtigt, at Frank Roed Andersen og andre DGI-folk
ikke kender til uheld med "gelænderrebsmetoden" og "slyngemetoden",
som DGI anbefaler.
Det er netop det, der er problemet.
DGI's folk kender tilsyneladende intet til sikkerhed ved klatring.
Eksemplerne på både uheld og dødsfald, der direkte tilskrives
de 2 metoder er legio og velbeskrevne i klatrelitteraturen.
Frank Roed Andersens og DGI's holdning og praksis lader imidlertid
til at være, at de ved bedre. De er så sikre, at de ikke behøver
at spørge eksterne fagfolk.
Dertil kommer, at de er indstillede på at ofre unge DGI-medlemmers
liv og førlighed i deres bedrevidende forsøg på at bevise, at
de har ret.
Skylder forklaring
Det er klart dokumenteret, at DGI's ligegyldighed med sikkerheden
medfører alvorlige sikkerhedsproblemer, både på DGI's kurser,
på andre kurser med såkaldte "klatreinstruktører" fra DGI og i
forhold til de undervisningsmaterialer, som DGI udgiver og sælger.
DGI skylder derfor en saglig og fyldestgørende forklaring på,
at DGI fortsat accepterer, at DGI-medlemmer udnævner sig selv
til klatreinstruktører uden kontrol med deres faglige niveau.
De sager, Dansk Vejlederkreds siden 1994 har gjort opmærksom på
omkring DGI, sandsynliggør, at DGI simpelt hen ikke tager deres
ansvar alvorligt.
Der er kun holdbare 2 løsninger.
- Enten kræver DGI øjeblikkeligt, at alle klatreinstruktører på
skrift kan dokumentere, at de har bestået en eksamen som klatreinstruktører
eller klatreaktivitetetsledere.
- Eller også afholder DGI sig helt fra at tilbyde klatrekurser,
og lader i lighed med andre farlige områder dette foregå udenfor
DGI.
Hvorfor afholder DGI f.eks. ikke dykker- eller faldskærmskurser
med selvudnævnte instruktører?
Hvorfor udgiver DGI ikke instruktionshæfter i dykning og faldskærmsudspring?
Svaret er nok, at det ville være for farligt, fordi det kræver
stor specialviden, uddannelse og erfaring.
I så fald skylder DGI svar på, hvorfor DGI ikke tror, at det skulle
være farligt eller kræve uddannelse og erfaring at afholde klatrekurser?
Vi venter spændt på svar.
DGI's "folkelige kultur" har vist sig uegnet og farlig, når den
praktiseres på klatring, som om det var stangtennis.
<I>Rene van der Ploeg, Christian Almer og Karl Spur skriver på
vegne af bestyrelsen for Dansk Vejlederkreds.
Deres indlæg er kraftigt forkortet af redaktionen og kan læses
i sin helhed på www.dgi.dk <http://www.dgi.dk/>
Vejlederkredsen henviser i øvrigt til www.vejlederkreds.dk/leg/dgi
Frank Roed Andersen ønsker ikke at kommentere kritikken.
-----------
DV vil fortsat holde DGI ansvarlig for alle uheld, der følger
af denne tilsyneladende ligegyldighed med unge menneskers liv
og førlighed.
Følg sagen på disse sider.
Sammenfattet af Dansk Vejlederkreds v. Christian Almer
Senest opdateret den 24. maj 2001.