af Dansk Vejlederkreds Artikel indsendt til DGI's blad, Dansk Ungdom & Idræt: -------------- DGI optræder himmelråbende farligt og uansvarligt, når det gælder klatring. I en artikel i Dansk Ungdoms & Idræt (DUI) # 12 redegør Kasper Lindberg for, hvordan DGI efter 5 års massiv kritik af sikkerheden nu har stoppet salget af instruktionshæftet i sikringsteknikker ved træklatring, “Leg og liv i træerne”, skrevet af Torbjørn Ydegaard, og solgt af DGI gennem 5 år i 360 eksemplarer. I den forbindelse hævder formanden for naturudvalget, Frank Roed Andersen (FRA) bl.a., at det først var i november 2000, at man (naturudvalget?) blev opmærksomme på, at “hæftets sikkerhedsmetoder kunne føre til yderst farlige situationer...”!? Dansk Vejlederkreds (DV) henvendte sig imidlertid allerede i foråret 1996 til DGI’s naturudvalg ved formand Hans Ejner Juulsen (HEJ) for at gøre opmærksom på de store og mange alvorlige sikkerhedsproblemer i hæftet. DV tilbød i den forbindelse oven i købet at rejse over for at gennemgå hæftet og sikkerhedsproblemerne i dette for naturudvalget. Naturudvalget afslog og gjorde det samtidigt klart, at man ikke så nogen grund til at stoppe eller revidere hæftet! På den baggrund skrev DV i DUI # 20 1996 en artikel med titlen: ”DGI uansvarlig i friluftsliv”, hvori DV bl.a. gjorde opmærksom på de store og mange sikkerhedsproblemer i hæftet, Leg og liv træerne. I samme nummer af DUI svarede HEJ under overskriften “Rønnebærrene er sure”, at han har “...det helt fint, idet materialet for DGI indeholder nogle gode anvisninger som er debatteret mellem Bo Fisker, Lis Reinholdt og Torbjørn Ydegaard.” ! Udover, at man altså lod forfatteren af det kritiserede hæfte vurdere, om de beskrevne sikkerhedsteknikker er forsvarlige, så undlod HEJ samtidigt at redegøre for hhv. Bo Fiskers og Lis Reinholdts eventuelle klatrefaglige ekspertise mht. at vurdere forsvarligheden af sikkerhedsinstruktionerne i hæftet. I samme blad bragtes desuden en redaktionel artikel, hvor dele af kritikken konkretiseredes. Det fremgik bl.a., at hæftet indeholdt “sikkerheds”anvisninger, der indebærer styrt med en faldfaktor på 2 -oven i købet i statiske reb/slynger!” Det gøres klart, at udstyret ikke kan holde til belastninger af denne størrelse. I artiklen rådes DGI ydermere til at indhente udtalelser fra eksterne faglonsulenter. I DUI #22 1996 bragtes endnu et indlæg om hæftet under overskriften “Bleg og død i træerne”. Heri bringes yderligere dokumentation for hæftets livsfarlige sikkerhedsanvisninger. Bl.a. bringes 2 nærmest identiske illustrationer. Den ene stammer fra det informationsark, som følger med et klatrereb, når man køber det. Her advares der imod en bestemt sikringspraksis ved at indramme den med dødningehovede! Den anden stammer fra DGI’s hæfte, hvor metoden i stedet anbefales! Ydermere bringes en artikel fra vejleder i natur og friluftsliv, Hanne Lauritsen. Hun skriver bl.a:“...Det er nemlig ikke helt ufarlige ting Torbjørn (TY) råder os til at gøre, når vi klatrer i træer, specielt, når vi skal have mange op i toppen af træerne på en gang, som han skriver.” Hun uddyber ved at gøre opmærksom på, at vejledningen indeholder anvisninger, som udstyret simpelt hen ikke er konstrueret til at kunne holde til, og hun anbefaler DGI at lade eksterne klatrere med et dybt kendskab til tekniske data vedrørende klatreudstyr vurdere hæftet. I DUI #25 1996 svarer formanden for naturudvalget, HEJ, at han ikke kan se noget nyt i kritikken!! I DUI # 29 gør DV igen opmærksom på, at DGI bør lade de kritiserede sikkerhedsanbefalinger vurdere af eksterne eksperter -netop fordi DGI-folkene åbenbart ikke kan/vil se problemet selv. Alle disse advasler imod hæftet og DGI’s praksis har altså været offentliggjort i DGI’s blade. På den baggrund må man derfor håbe, at FRA er fejlciteret, når han, iflg artiklen hævder, at det først var i november 2000, at man blev opmærksom på, at hæftets sikkerhedsmetoder kunne føre til yderst farlige situationer...! I modsat fald lider formanden nemlig enten af et alvorligt hukommelsestab eller også lyver han ! Det skal i den sammenhæng erindres, at FRA tidligere har draget personlig fordel af at ignorere og eliminere kritik af sikkerheden på DGI’s træklatrekurser. Da daværende formand for naturudvalget i DGI-Nordvest, René van der Ploeg, i 1994 kritiserede, at man på et DGI-træklatrearrangement sikrede ved at træde på rebet og desuden, at man anvendte brystseler, hvilket kan være livsfarligt, blev han af den grund afsat. Hans post blev overtaget af netop...Frank Roed Andersen. Uanset, hvad forklaringen er til FRA’s mærkværdige påstand om, at DGI først blev opmærksom på, at metoderne i hæftet var livsfarlige, i november 2000, så må det nu stå klart, at DGI både har et troværdigheds- og et alvorligt sikkerhedsproblem, når det drejer sig om klatring. Oven i den manipulerende og falske påstand fra formanden for DGI’s såkaldte naturudvalg, FRA, så prøver FRA også at gøre sig klog på sikkerhed ved klatring, idet han om sikringsmetoderne i hæftet, “Leg og liv i træerne” hævder, at “I praksis er der ikke sket noget. Vi har ingen rapporter om nogen, der er faldet.” Det er sikkert rigtigt, at FRA og andre DGI-folk ikke kender til uheld med “gelænderrebsmetoden” og “slyngemetoden”, som DGI anbefaler. Det er jo netop det, der er problemet. DGI’s folk kender tilsyneladende intet til sikkerhed ved klatring. Eksemplerne på både uheld og dødsfald, der direkte tilskrives de 2 metoder er legio og velbeskrevne i klatrelitteraturen. FRA’s og DGI’s holdning og praksis lader imidlertid til at være, at de ved bedre. De er så sikre på dette, at de ikke behøver at spørge eksterne fagfolk. Dertil kommer, at de indstillede på at ofre både liv og førlighed hos unge DGI-medlemmer i deres bedrevidende forsøg på at bevise, at DGI ikke behøver at kende til almene sikkerhedskrav ved klatring for at holde kurser heri, for at udnævne “instruktører” eller for at udgive manualer i sikringsteknikker ved klatring. Det er i hvert fald svært ikke at se de sidste 7 års ligegyldighed med, hvem der kan kalde sig klatreinstruktørerer i DGI og de sidste 5 års fortsatte salg af klatrehæftet og dermed fortsatte anbefaling af sikringsmetoderne i dette, som andet end et symptom på dyb ligegyldighed med de seneste 200 års dyrekøbte erfaringer med sikker brug af siikringsudstyr ved klatring. Det er klart dokumenteret, at DGI’s ligegyldighed med sikkerheden medfører alvorlige sikkerhedsproblemer, både på DGI’s kurser, på andre kurser afholdt med såkaldte “klatreinstruktører” fra DGI og i forhold til de undervisningsmaterialer, som DGI udgiver og sælger. DGI skylder derfor en saglig og fyldestgørende forklaring på, at DGI fortsat accepterer, at medlemmerne kan udnævne sig selv til og fungere som klatreinstruktører i DGI uden, at der foregår nogen kontrol af deres faglige niveau. Overordnet er det nærliggende at spørge, hvorfor DGI ikke udgiver manualer i sikkerhed ved dykning og faldskærmsudspring og, hvorfor DGI ikke lader folk udnævne sig selv til dykker- og faldskærmsinstruktører i DGI? Svaret har selvfølgelig at gøre med, at det ville være for farligt, fordi det kræver stor specialviden, uddannelse og erfaring. Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor DGI i isoleret ensomhed lader til at tro, at brug af sikringsudstyr ved klatring ikke skulle kræve viden, uddannelse og erfaring? DGI skylder fortsat svar på det spørgsmål, og de sager, Dansk Vejlederkreds siden 1994 har gjort opmærksom på omkring DGI, sandsynliggør, at DGI simpelt hen ikke tager deres ansvar alvorligt. At det f.eks. skulle tage 5 år før DGI trak en livsfarlig klatremanual tilbage på trods af mangeårige advasler, vidner om en uhørt usaglighed, selvtilstrækkelighed og arrogance hos de ansvarlige. Der er kun holdbare 2 løsninger. - Enten kræver DGI øjeblikkeligt, at alle klatreinstruktører på skrift kan dokumentere, at de har bestået en eksamen som klatreinstruktører eller klatreaktivitetetsledere. - Eller også afholder DGI sig helt fra at tilbyde klatrekurser som sådan, og de lader i lighed med andre farlige områder dette foregå hos kompetente folk udenfor DGI. DGI’s “folkelige kultur” har vist sig uegnet og farlig, når den forsøges anvendt på farlige og og sikkerhedskrævende områder som f.eks. klatring og selvfølgelig også og især, når den administreres af “ledelsen” som om det var stangtennis. Man kan læse nærmere, både om DGI’s mangeårige uansvarlighed på området og om den konkrete sag om det livsfarlige hæfte på Dansk Vejlederkreds’ website: www.vejlederkreds.dk/leg/dgi Bestyrelsen for Dansk Vejlederkreds Rene van der Ploeg Christian Almer Karl Spur ----------- Tilbage til historik-siden. E-mail til Dansk Vejlederkreds