|
Ved klipperne, Chip og Chap på Opalsøens østside, arrangerede
firmaet Sun-Bornholm toprebsklatring og rapelling for elever fra
Rønne Gymnasium.
Deltagerne var i flere situationer helt usikrede, mens de blev
bedt om at klatre op ad klipperne, der på dette sted er ca. 10
meter høje.
De havde reb på, men der var ingen bremse på dette reb, og der
var derfor heller ingen mulighed for at standse et eventuelt styrt.
Endvidere holdt den "ansvarlige" i den forkerte ende af rebet
!
Ydermere anvendtes et redskab, som ikke er beregnet til sikring
ved klatring.
For at føje spot til skade, så havde den "ansvarlige" end ikke
hjelm på, hvorfor denne, som burde have styr på sikkerhed ved
foden af ruten, var udsat i særlig grad for at få løse sten i
hovedet på denne rute, der måske er den mest udsatte med hensyn
til dette problem på hele Bornholm.
Dertil kommer, at den/de ansvarlige end ikke lod til at forstå
problemet!!
På denne side kan du læse en yderligere beskrivelse af situationen,
og du kan endvidere læse vidneudsagn, der underbygger iagttagelserne.
Vidner; Niels Mortensen, Christian Almer, Frederik Ovesen og Frederik Domino.
Sun-Bornholm v. Johnny Dalgaard arrangerede toprebsklatring og
abseil (rapelling) for Rønne Gymnasium.
Ved toprebsklatringen kunne følgende observeres:
Et indirekte topreb var opsat på ruten; Chip.
En kvinde sad ved foden af ruten og holdt i et reb, mens én af
deltagerne var på vej op ad klippen.
Midten af rebet var ibundet deltagerens sele med en knude i en
karabin.
Rebet gik dels fra deltagerens sele og op over topsikringen og
dels fra selen og nedad.
Kvinden “sikrede” i den del af rebet, der gik nedad fra selen!
Niels Mortensen, der stod lige ved siden af, bemærkede dettte
og blev ganske chokeret over denne oplevelse.
Han løb over til Christian Almer, dels for at fortælle, hvad der
foregik, dels for at sikre yderligere dokumentation.
Niels Mortensens vidneudsagn:
Sidst i august 1999 afholdt vi et grundkursus ved Opalsøen på
Bornholm.
De studerende på den 10 uger lange klatreuddannelse var også med,
bl.a. Frederik Ovesen og Frederik Domino.
I samme område foregik nogle andre aktiviteter.
Sun Bornholm havde en skoleklasse med ude at rappelle og klatre
på topreb.
Alt imens vi afholder kursus, holder vi øje med, hvad der foregår
omkring os.
Jeg havde stået en tid og kigget på deres topreb's arrangement
og opdagede til min rædsel, at de ikke anede, hvad de havde med
at gøre.
På ca. 10 m. afstand opdagede jeg, at sikringsmanden havde fat
i den forkerte ende af rebet. Klatreren var indbundet midt på
rebet, som derfor løb både op gennem karabinen og ned på jorden.
Den rebende, hun havde fat i, var den som løb ned mod jorden.
Det, der sker, er, at jeg løber om til hende. Jeg hører hende
sige; " du kan klatre, og jeg har dig her, hvis du falder. Kan du mærke
det.", hvorefter hun hiver lidt i rebet.
Da jeg ser dette, minder jeg hende om at hun har fat i den forkerte
ende. Hun siger, nåh ja, og spørger om jeg ikke kan forstå at
hun er lidt forvirret. Hun lægger dernæst den anden ende af rebet
ind i sin basic (rebklemme, ikke en bremse) som sider i en alm.
karabin.
Jeg svarer ikke på hendes spørgsmål, men løber dybt chokeret ned
til Christian Almer, bryder ind i kurset, og siger hvad jeg har
set. Christian handler med det samme. Han løber op, ser på situationen
og siger, at han agter at tilkalde politiet hvis ikke hun standser
sin aktivitet.
Hun bliver naturligvis rystet, da hun opdager, hvad hun har gang
i, og hun vælger at afslutte.
Til dette skal siges at der ikke var nogen, som holdt øje med
hende og, at hun blot havde fået lidt instruktion af sin leder.
Tilsyneladende var hun “uddannet” på DHL (nu Institut for Idræt)’s
200 timers kursus og bestået alle prøver.hos DHL.
Christian Almers vidneudsagn:
Jeg gik derover, og kunne ved selvsyn konstatere, at det forholdt
sig som Niels Mortensen sagde. (Se hans beretning)
Jeg måtte således konstatere, at “sikringen” af rebet foregik
i en jumar (Basic).
Denne er alene en rebklemme, der er beregnet til at sikre sig
selv op ad rebet med.
Den er på ingen måde beregnet til at sikre en klatrende person
med.
Yderligere måtte jeg konstatere, at denne basic end ikke var lukket,
hvorfor rebet kunne bevæge sig helt og aldeles uhindret igennem
samt ind og ud ad basic’en.
Ethvert forsøg på at slå denne i, hvis klatreren faldt, ville
for det første være umuligt at nå, inden den faldende nåede jorden.
For det det andet ville det i givet fald automatisk medføre, at
tænderne i basic’en ville rive rebstrømpen itu, hvorefter rebet
ville glide ud af sin strømpe i takt med at klatreren styrtede
til jorden.
På det tidspunkt vil den faldende nemlig have opnået en anseelig
hastighed og dermed belaste de eventuelle sikringssystemer med
en meget høj faldfaktor.
Noget, som en sådan jumar slet er bygget til, og som der også
advares imod med kraftige ord og dødningenhovede på den medfølgende
manual.
Det var indlysende, at den person, som befandt sig oppe på klippen,
var blevet givet det klare indtryk, at han var sikret i et reb,
hvis han skulle falde af.
Virkeligheden var imidlertid, at han ville falde hele vejen ned
ad klippen uden nogen form for hjælp, endsige sikring fra rebet,
hvis han skulle komme til at slippe klippen eller, hvis hans fødder
smuttede.
Den pågældende rute, Chip en III-grads rute, der på flere steder
har trin og greb af blot et par centimeters størrelse.
For "almindelige" mennesker er sandsynligheden for, at en hånd
eller fod smutter, og personen falder ned på klipperne nedenfor,
derfor anseelig.
Dertil kom, at “sikringsmanden” ikke bar hjelm.
Da hun sad i den direkte lodlinje for faldende sten og samtidigt
lod til at tro, at hun sikrede den klatrende person, var der derfor
tale om en yderligere unødvendig risiko for deltagernes liv i
og med, at den eventuelle sikkerhed ville forsvinde, når/hvis
sikringsmanden (forudsat, at denne altså rent faktisk sikrede
overhovedet) fik en sten i hovedet.
Med i billedet hører, at lige netop disse kipper er gamle stenbrudklipper,
som er kendetegnede for dereslsøe karakter, og ruten, Chip er
med sine mange hylder, hvor der ligger masser af hånds- og hovedstore
sted, en af de værste.
Netop i dette områdevar der således for blot et par år tilbage
et uheld, der bl.a. medførte åbent kraniebrud. Uheldet skyldtes
netop, at den ovenfor klatrende løsnede sten i hovedet på den
nedenfor stående.
Ikke at bære hjelm som ansvarlig for andres sikkerhed på dette
sted må derfor anses for overordentligt kritisabelt.
Denne tanke og risiko var tilsyneladende ikke gået op for den
ansvarlige, der oven i købet, i kraft af svigtende omdømme, selv
bidrog afgørende til at forøge risikoen unødigt.
I den aktuelle situation satte jeg øjeblikketligt en bremse på
(den rigtige ende af) rebet (den, der havde været oppe og vende
over topsikringen), og sikrede den klatrende person, indtil denne
var nede igen.
Samtidigt forklarede jeg kvinden, at jeg fandt, at hendes opførsel
udsatte deltagerne for overhængende livsfare og, at jeg på den
baggrund anså den for uansvarlig.
Hun lod ikke rigtigt til at forstå, hvad jeg snakkede om, så jeg
understregede alvoren ved at forklare, at jeg øjeblikkeligt ville
tilkalde politiet, hvis hun fortsatte.
Jeg gik efterfølgende frem til deltagerne i arrangementet og forklarede,
situationen og dermed også, hvorfor jeg havde grebet ind.
Farlig træklatreuddannelse fra IfI (Institut for Idræt) ?:
I mellemtiden fortsatte arrangementet med rapelling ned ad væggen
ved siden af.
Da dette var slut, talte Christian Almer med den hovedansvarlige,
Johnny Dalgaard, der forklarede, at han havde sat kvinden til
at sikre med baggrund i, at hun havde gået på en friluftsuddannelse
fra IfI (Institut for Idræt), tidligere DHL (Danmarks Højskole
for Legemsøvelser) og, at hun i den forbindelse også havde fået
en klatreuddannelse herfra.
IfI udbyder bl.a. en uddannelse i træklatring.
En uddannelse, hvor oplysninger fra de seneste års eksaminer peger
på, at alle kursister består pr. automatik.
Dette rejser i givet fald nogle meget alvorlige spørgsmål ved
niveauet på og indholdet i “træklatreuddannelse” på Københavns
Universitet.
Spørgsmål, der også tidligere har været rejst i en rapport om
danske friluftsuddannelser fra 1996 (ISBN: 87-90430-01-8).
IfI har tidligere været kontaktet om disse spørgsmål, men har
valgt at undlade at kommentere eller reagere!
Også deres involvering i nærværende sag har ført til, at Dansk
Vejlederkreds har rettet henvendelse til IfI for at spørge, om man kan bekræfte, at samtlige kursister på
træklatreuddannelsen hidtil har bestået.
Ved at klikke her, kan du se henvendelsen til IfI og deres eventuelle
reaktion herpå.
Vi tvinges på den baggrund til indtil videre at advare imod personer,
der forsøger at legitimere forsvarligheden af deres klatreaktiviteter
med, at de er uddannede på IfI.
Dansk Vejlederkreds er stærkt bekymrede ved tanken om, at (endnu)
en statslig institution tilsyneladende giver folk papir på klatrefærdigheder,
som de tilsyneladende ikke har noget begreb om.
Det drejer sig om liv og førlighed hos unge mennekser, og Dansk
Vejlederkreds må indtil videre tage afstand fra denne "uddannelse"
i træklatring hos IfI.
Se mere om denne sag her.
Udover spørgsmålene om og til IfI, så rejser denne sag selvfølgelig
nogle mindst lige så alvorlige spørgsmål ved sikkerheden på arrangementer
i regi af Sun Bornholm.
Efterspil:
Efterfølgende ringede vi til Johnny Dalgaard, der bl.a. nægtede
at oplyse, hvem kvinden, der "sikrede" havde været.
Mod slutningen af samtalen overgår Johnny Dalgaard til at gentagne
gange at messe, at "det kender jeg ikke noget til...".
Videre samtale om sagen umuliggjordes derfor, hvorfor vi måtte
afbryde samtalen.
Sun Bornholms manglende vilje til dialog om og lyst til at tage
sikkerhedsspørgsmålene alvorligt, endsige diskutere, disse er
en del af baggrunden for nærværende sider.
|
