Beskrivelse af
en situation, involverende klatreaktiviteter,
arrangeret af firmaet,
Sun-Bornholm, v. Johnny Dalgaard
v. Opalsøen på Bornholm, den 21. august 1999.


Ved klipperne, Chip og Chap på Opalsøens østside, arrangerede firmaet Sun-Bornholm toprebsklatring og rapelling for elever fra Rønne Gymnasium.

Deltagerne var i flere situationer helt usikrede, mens de blev bedt om at klatre op ad klipperne, der på dette sted er ca. 10 meter høje.
De havde reb på, men der var ingen bremse på dette reb, og der var derfor heller ingen mulighed for at standse et eventuelt styrt.
Endvidere holdt den "ansvarlige" i den forkerte ende af rebet !
Ydermere anvendtes et redskab, som ikke er beregnet til sikring ved klatring.
For at føje spot til skade, så havde den "ansvarlige" end ikke hjelm på, hvorfor denne, som burde have styr på sikkerhed ved foden af ruten, var udsat i særlig grad for at få løse sten i hovedet på denne rute, der måske er den mest udsatte med hensyn til dette problem på hele Bornholm.
Dertil kommer, at den/de ansvarlige end ikke lod til at forstå problemet!!
På denne side kan du læse en yderligere beskrivelse af situationen, og du kan endvidere læse vidneudsagn, der underbygger iagttagelserne.

Vidner; Niels Mortensen, Christian Almer, Frederik Ovesen og Frederik Domino.

Sun-Bornholm v. Johnny Dalgaard arrangerede toprebsklatring og abseil (rapelling) for Rønne Gymnasium.


Ved toprebsklatringen kunne følgende observeres:
Et indirekte topreb var opsat på ruten; Chip.
En kvinde sad ved foden af ruten og holdt i et reb, mens én af deltagerne var på vej op ad klippen.
Midten af rebet var ibundet deltagerens sele med en knude i en karabin.
Rebet gik dels fra deltagerens sele og op over topsikringen og dels fra selen og nedad.
Kvinden “sikrede” i den del af rebet, der gik nedad fra selen!
Niels Mortensen, der stod lige ved siden af, bemærkede dettte og blev ganske chokeret over denne oplevelse.
Han løb over til Christian Almer, dels for at fortælle, hvad der foregik, dels for at sikre yderligere dokumentation.


Niels Mortensens vidneudsagn:
Sidst i august 1999 afholdt vi et grundkursus ved Opalsøen på Bornholm.
De studerende på den 10 uger lange klatreuddannelse var også med, bl.a. Frederik Ovesen og Frederik Domino.
I samme område foregik nogle andre aktiviteter.
Sun Bornholm havde en skoleklasse med ude at rappelle og klatre på topreb.
Alt imens vi afholder kursus, holder vi øje med, hvad der foregår omkring os.
Jeg havde stået en tid og kigget på deres topreb's arrangement og opdagede til min rædsel, at de ikke anede, hvad de havde med at gøre.
På ca. 10 m. afstand opdagede jeg, at sikringsmanden havde fat i den forkerte ende af rebet. Klatreren var indbundet midt på rebet, som derfor løb både op gennem karabinen og ned på jorden. Den rebende, hun havde fat i, var den som løb ned mod jorden.
Det, der sker, er, at jeg løber om til hende. Jeg hører hende sige; " du kan klatre, og jeg har dig her, hvis du falder. Kan du mærke det.", hvorefter hun hiver lidt i rebet.
Da jeg ser dette, minder jeg hende om at hun har fat i den forkerte ende. Hun siger, nåh ja, og spørger om jeg ikke kan forstå at hun er lidt forvirret. Hun lægger dernæst den anden ende af rebet ind i sin basic (rebklemme, ikke en bremse) som sider i en alm. karabin.
Jeg svarer ikke på hendes spørgsmål, men løber dybt chokeret ned til Christian Almer, bryder ind i kurset, og siger hvad jeg har set. Christian handler med det samme. Han løber op, ser på situationen og siger, at han agter at tilkalde politiet hvis ikke hun standser sin aktivitet.
Hun bliver naturligvis rystet, da hun opdager, hvad hun har gang i, og hun vælger at afslutte.
Til dette skal siges at der ikke var nogen, som holdt øje med hende og, at hun blot havde fået lidt instruktion af sin leder.
Tilsyneladende var hun “uddannet” på DHL (nu Institut for Idræt)’s 200 timers kursus og bestået alle prøver.hos DHL.


Christian Almers vidneudsagn:
Jeg gik derover, og kunne ved selvsyn konstatere, at det forholdt sig som Niels Mortensen sagde. (Se hans beretning)
Jeg måtte således konstatere, at “sikringen” af rebet foregik i en jumar (Basic).
Denne er alene en rebklemme, der er beregnet til at sikre sig selv op ad rebet med.
Den er på ingen måde beregnet til at sikre en klatrende person med.
Yderligere måtte jeg konstatere, at denne basic end ikke var lukket, hvorfor rebet kunne bevæge sig helt og aldeles uhindret igennem samt ind og ud ad basic’en.
Ethvert forsøg på at slå denne i, hvis klatreren faldt, ville for det første være umuligt at nå, inden den faldende nåede jorden.
For det det andet ville det i givet fald automatisk medføre, at tænderne i basic’en ville rive rebstrømpen itu, hvorefter rebet ville glide ud af sin strømpe i takt med at klatreren styrtede til jorden.
På det tidspunkt vil den faldende nemlig have opnået en anseelig hastighed og dermed belaste de eventuelle sikringssystemer med en meget høj faldfaktor.
Noget, som en sådan jumar slet er bygget til, og som der også advares imod med kraftige ord og dødningenhovede på den medfølgende manual.

Det var indlysende, at den person, som befandt sig oppe på klippen, var blevet givet det klare indtryk, at han var sikret i et reb, hvis han skulle falde af.
Virkeligheden var imidlertid, at han ville falde hele vejen ned ad klippen uden nogen form for hjælp, endsige sikring fra rebet, hvis han skulle komme til at slippe klippen eller, hvis hans fødder smuttede.
Den pågældende rute, Chip en III-grads rute, der på flere steder har trin og greb af blot et par centimeters størrelse.
For "almindelige" mennesker er sandsynligheden for, at en hånd eller fod smutter, og personen falder ned på klipperne nedenfor, derfor anseelig.

Dertil kom, at “sikringsmanden” ikke bar hjelm.
Da hun sad i den direkte lodlinje for faldende sten og samtidigt lod til at tro, at hun sikrede den klatrende person, var der derfor tale om en yderligere unødvendig risiko for deltagernes liv i og med, at den eventuelle sikkerhed ville forsvinde, når/hvis sikringsmanden (forudsat, at denne altså rent faktisk sikrede overhovedet) fik en sten i hovedet.
Med i billedet hører, at lige netop disse kipper er gamle stenbrudklipper, som er kendetegnede for dereslsøe karakter, og ruten, Chip er med sine mange hylder, hvor der ligger masser af hånds- og hovedstore sted, en af de værste.
Netop i dette områdevar der således for blot et par år tilbage et uheld, der bl.a. medførte åbent kraniebrud. Uheldet skyldtes netop, at den ovenfor klatrende løsnede sten i hovedet på den nedenfor stående.
Ikke at bære hjelm som ansvarlig for andres sikkerhed på dette sted må derfor anses for overordentligt kritisabelt.
Denne tanke og risiko var tilsyneladende ikke gået op for den ansvarlige, der oven i købet, i kraft af svigtende omdømme, selv bidrog afgørende til at forøge risikoen unødigt.

I den aktuelle situation satte jeg øjeblikketligt en bremse på (den rigtige ende af) rebet (den, der havde været oppe og vende over topsikringen), og sikrede den klatrende person, indtil denne var nede igen.
Samtidigt forklarede jeg kvinden, at jeg fandt, at hendes opførsel udsatte deltagerne for overhængende livsfare og, at jeg på den baggrund anså den for uansvarlig.
Hun lod ikke rigtigt til at forstå, hvad jeg snakkede om, så jeg understregede alvoren ved at forklare, at jeg øjeblikkeligt ville tilkalde politiet, hvis hun fortsatte.
Jeg gik efterfølgende frem til deltagerne i arrangementet og forklarede, situationen og dermed også, hvorfor jeg havde grebet ind.


Farlig træklatreuddannelse fra IfI (Institut for Idræt) ?:
I mellemtiden fortsatte arrangementet med rapelling ned ad væggen ved siden af.
Da dette var slut, talte Christian Almer med den hovedansvarlige, Johnny Dalgaard, der forklarede, at han havde sat kvinden til at sikre med baggrund i, at hun havde gået på en friluftsuddannelse fra IfI (Institut for Idræt), tidligere DHL (Danmarks Højskole for Legemsøvelser) og, at hun i den forbindelse også havde fået en klatreuddannelse herfra.
IfI udbyder bl.a. en uddannelse i træklatring.
En uddannelse, hvor oplysninger fra de seneste års eksaminer peger på, at alle kursister består pr. automatik.

Dette rejser i givet fald nogle meget alvorlige spørgsmål ved niveauet på og indholdet i “træklatreuddannelse” på Københavns Universitet.
Spørgsmål, der også tidligere har været rejst i en rapport om danske friluftsuddannelser fra 1996 (ISBN: 87-90430-01-8).

IfI har tidligere været kontaktet om disse spørgsmål, men har valgt at undlade at kommentere eller reagere!
Også deres involvering i nærværende sag har ført til, at Dansk Vejlederkreds har rettet henvendelse til IfI for at spørge, om man kan bekræfte, at samtlige kursister på træklatreuddannelsen hidtil har bestået.

Ved at klikke her, kan du se henvendelsen til IfI og deres eventuelle reaktion herpå.
Vi tvinges på den baggrund til indtil videre at advare imod personer, der forsøger at legitimere forsvarligheden af deres klatreaktiviteter med, at de er uddannede på IfI.

Dansk Vejlederkreds er stærkt bekymrede ved tanken om, at (endnu) en statslig institution tilsyneladende giver folk papir på klatrefærdigheder, som de tilsyneladende ikke har noget begreb om.

Det drejer sig om liv og førlighed hos unge mennekser, og Dansk Vejlederkreds må indtil videre tage afstand fra denne "uddannelse" i træklatring hos IfI.
Se mere om denne sag her.


Udover spørgsmålene om og til IfI, så rejser denne sag selvfølgelig nogle mindst lige så alvorlige spørgsmål ved sikkerheden på arrangementer i regi af Sun Bornholm.

Efterspil:
Efterfølgende ringede vi til Johnny Dalgaard, der bl.a. nægtede at oplyse, hvem kvinden, der "sikrede" havde været.
Mod slutningen af samtalen overgår Johnny Dalgaard til at gentagne gange at messe, at "det kender jeg ikke noget til...".
Videre samtale om sagen umuliggjordes derfor, hvorfor vi måtte afbryde samtalen.

Sun Bornholms manglende vilje til dialog om og lyst til at tage sikkerhedsspørgsmålene alvorligt, endsige diskutere, disse er en del af baggrunden for nærværende sider.


Tilbage til forsiden om Sun Bornholm


© Copyright. Dansk Vejlederkreds