Højesteretssagen om skovriderens og Skov- og Naturstyrelsens kriminalisering af den frie færdsel på de danske kyster. Højesteretssagen om skovriderens og Skov- og Naturstyrelsens kriminalisering af den frie færdsel på de danske kyster.



SKOV- OG NATURSTYRELSENS FORSØG PÅ AT KRIMINALISERE
DEN FRIE FÆRDSEL PÅ DE DANSKE KYSTER

Er dette en kyst? Eller et åbent, udyrket areal?

Skovrideren på Bornholm, Tom Nielsen, og Skov- og naturstyrelsen var ikke i tvivl.
Det var "selvfølgelig" et åbent udyrket areal og ikke en kyststrækning !?
På den baggrund indførte skovrider, Tom Nielsen, en klart ulovlig praksis om forhåndsanmeldelse og betaling for at færdes på offentlige kystarealer.
Skovrider, Tom Nielsen, politianmeldte derefter til og med borgere for overtrædelse af ovennævnte ulovlige praksis og retsforfulgte denne borger helt til Højesteret, der fastslog, at Skovrideren havde handlet ulovligt.


Loven er ellers ganske klar.
Kysten rækker op til der, hvor den sammenhængende landvegetation begynder!

Man kunne måske tro, at det kunne være ligegyldigt, men der er imidlertid en stor forskel mht., hvad man må foretage sig og, hvad Skov- og naturstyrelsen (SNS) kan blande sig i mht. de to arealtyper.
Jvf. naturbeskyttelseslovens §22 er der nemlig fri adgang til at færdes og til at opholde sig på de danske kystarealer, mens der i visse tilfælde kan stilles særlige krav for f.eks. de udyrkede arealer.

Denne kendsgerning passede imidlertid ikke Jakob Rømer, skovrideren eller SNS, og de valgte derfor at ignorere loven skabe deres egne retstilstand ved at kræve indhentning af tilladelse og betaling for at færdes og for at gøre kortvarigt ophold på kystarealerne.

Skovrideren benyttede straks denne selvskabte, mulighed, hvorved han og SNS satte sig over og uden for lov og folketing gennem en kriminalisering af den ret til fri færdsel i kystområderne, som loven ellers giver os alle.
Dermed var der selvfølgelig også lagt op til konflikt.

Allerede i slutningen af 1990'erne besluttede skovrideren på Bornholm og SNS i samarbejde med Jakob Rømer at anlægge dette synspunkt og denne praksis.
På den baggrund, indførte de både krav om tilladelse og betaling for at færdes i på kystarealerne.
Der var reelt tale om indførsel af lejeaftaler med eksklusivret til færdsel og ophold for lejeren og Skov- og naturstyrelsen gav samtidigt også lejeren mulighed for at kræve andre bortvist, hvilket de gentagne gange har forsøgt at gennemtvinge.

Således også den 11. september 2001, hvor Jakob Rømer Barfod ankom til ovenstående kystklipper for at arrangere rapelling.
Da Jakob Rømer imidlertid erfarede, at Christian Almer (CA) allerede var i området i forvejen, forlangte hans med"instruktør" Kim, at Christian Almer forsvarndt øjeblikkeligt, hvilket skete med henvisning til, at Jakob Rømer havde købt eksklusivretten til området.

Christian Almer henviste imidlertid til naturbeskyttelseslovens §22, der giver adgang for alle og enhver til at færdes og gøre kortvarigt ophold på kystarealerne og nægtede på den baggrund at forsvinde.
Jakob Rømer tilkaldte derefter SNS.
Da den tilkaldte skovfoged heller ikke lod til at kende loven og Christian Almer derfor selvfølgelig nægtede at forlade området, politianmeldte både Jakob Rømer og SNS CA for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens §24 vedr. færdsel på åbne, udyrkede arealer.
Politiet mødte op og bortviste så CA, der siden også modtog et bødeforlæg for "overtrædelsen”.

Selv om der tydeligvis var tale om et kystareal (se ovenstående billede), og både byret, landsret og højesteret siden slog dette yderligere fast, så valgte både rapellearrangøren, Jakob Rømer, skovrideren, Tom Nielsen og SNS at se stort på dette og fastholde politianmeldelsen af CA for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens §24, der vel at mærke alene vedrører færdsel på de åbne, udyrkede arealer.
Selv om det altså, jvf. naturbeskyttelseslovens §22, uden videre er tilladt at opholde sig og færdes på kystarealerne og, selv om det, jvf. naturbeskyttelsesloven §22, stk. 3, er strafbart at forsøge at forhindre denne frie adgang gennem f.eks. krav om tilladelser eller betaling, så valgte Skov- og naturstyrelsen at se stort på dette princip om frit ophold og fri færdsel på vore kyster, som eller går helt tilbage til i hvert fald Jyske Lov.

Ved at påstå, at der ikke var tale om en kyststrækning men derimod om et åbent, udyrket areal, mente udlejeren, Skov- og naturstyrelsen, og lejeren, Jakob Rømer Barfod, tilsyneladende, at de kunne omgå loven og dermed reelt indføre nye regler for færdsel på kystarealerne uden om folketinget.

Bødeforlægget blev selvfølgelig ikke betalt, og efter at sagen havde været i både byretten og landsretten, endte den mere end to et halvt år senere i højesteret.
Her frikendte højesteret Christian Almer, hvormed højesteret reelt også kendte Jakob Rømer Barfods, Skov- og naturstyrelsens og skovrider, Tom Nielsens praksis ulovlig.

Læs domseesumé af afgørelsen i højesteret.
Læs også en mere dybtgående redegørelse for sagen.
Allerede i byretten blev det slået fast, at der selvfølgelig ikke var tale om et åbent, udyrket areal, og siden slog både landsretten og højesteret denne kendsgerning yderligere fast.
Dermed forsvandt skovrider, Tom Niolsens og Skov- og naturstyrelsens muligheder for at kræve tilladelse og betaling for at færdes og opholde sig i området.
Tilsvarende forsvandt Jakob Rømers muligheder for at reservere klipperne til sine rapelleaktiviter.
Der er altså fortsat fri adgang til at opholde sig og færdes på vore kystarealer.
Dertil kommer så, at naturbeskyttelseslovens §22, stk. 3, tilmed gør det strafbart at forsøge at forhindre denne frie adgang.


På denne side finder du tre billeder af de klipper, som skovrideren forsøgte at henføre under reglerne om åbne udyrkede arealer. Billederne indgik i retssagen.


Læs mere om Højesterets afgørelse om, at klatring med reb og sikringsudstyr på de danske kyststrækninger er lovlig og ikke kræver hverken anmeldelse eller tilladelse og om, at det er ulovligt at forsøge at forhindre denne frie adgang til at færdes på kysterne.

Trykt i Frederiksborg Amts Avis.
Tegning: Henrik Monved. Gengivet med særlig tilladelse.
Resumé:
Iflg. loven går kysten op til den sammenhængende landvegetation.
Iflg. skovrideren og Skov- og naturstyrelsen var ovenstående klippekyst imidlertid ikke kyst men derimod land.
På den baggrund krævede de derfor både tilladelse og betaling for at færdes i området.
Både by-, lands- og højesteret afgjorde, at det var et kystareal, og højesteret afgjorde, at det var ulovligt at kræve tilladelse eller betaling for at færdes på kystklipperne, ligesom højesteret afgjorde, at klippeklatring med sikringer og reb er almindelig færdsel.



© Copyright. Dansk Vejlederkreds